“HAVETRAMPOLIN, WEBER-GRILL OG TERRASSEVARMER”

(2014)

I går morges stod jeg op (næsten) samtidig med solen og løb en morgentur på stisystemet i mit kvarter. Det var starten på endnu en strålende sommerdag, og på min løbetur mellem villahaverne kunne jeg da heller ikke undgå at lægge mærke til tydelige sommertegn bag ligusterhækkene.

Tilbagevendende tegn på den danske sommers komme er nemlig det obligatoriske isenkram, som Familien Danmark hvert år hiver frem på terrassen. Jeg gætter på, at Top Tre over det mest populære udendørsudstyr for tiden er havetrampolinen, Weber-grillen og terrassevarmeren.

De er dejlige ting at have. Og de signalerer succes og repræsenterer idealet om det gode liv. Lidt på samme måde som den gammelkendte treenighed: “Villa, Volvo og Vovhund”. OK, jeg indrømmer, at vokaler og rytme ikke ligger lige så godt i munden i min omskrivning: “Havetrampolin, Weber-grill og Terrassevarmer”.

Min pointe er, at haveejere er et stort og købekraftigt segment i DK. Weber-Stephen Nordic har overfor denne målgruppe formået at positionere sit brand som ypperste kvalitet inden for sin varekategori og har derved opnået en dominerende andel af dette kæmpestore marked. En Weber er “must-have” for enhver haveejer med respekt for sig selv.

Og potentialet er endnu enormt for alle mulige produkter. Sælger du f.eks. solsejl, regnvejrstønder, havefliser, havelamper, drivhuse, hængekøjer, trillebøre – eller…? Måske du har det helt rigtige produkt, som med målrettet markedsføring kan gøre Webers succes til efterfølgelse og blive næste sæsons store hit i de mange danske villahaver?!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *